mandag den 2. juni 2014

Eventyret om Mozart fortalt af Ghita Nørby

I dette indlæg vil jeg fortælle om CD'en Eventyret om Mozart, som jeg har siddet og lyttet til her i den strålende sol. Skuespillerinde Ghita Nørby har indtalt historien om komponisten Wolfgang Amadeus Mozart for børn, flettet ind i forskellige stykker  hans musik.

I fortællingen møder vi Mozart som 3 årig og hører, hvordan han ikke kunne lade være med at skrive musik og hvordan hans far græder glædestårer over den lille drengs smukke idéer. Historien følger derefter Mozarts musikalske rejse igennem mange lande, mange aldre og mange oplevelser.

Ghita Nørby fortæller med sin altid nærværende stemme den spændende historie om Mozart og historien er gjort vedkommende med mange små detaljer fra Mozarts hverdag sammen med sin familie.


CD'en varer ialt 55 minutter, hvilket umiddelbart er ret lang tid for børnene at sidde stille og lytte. Jeg vil derfor anbefale denne CD for børn fra 6 år - også fordi det jo er en livshistorie, som indeholder nogle af livets mindre sjove realiteter. Jeg vil dog sige, at disse ikke fylder meget og er gjort meget spiselige. Men er I i tvivl, så vil jeg anbefale jer at lytte CD'en igennem selv først (den er faktisk også meget spændende og lærerig for os voksne).
Ligemeget hvilken alder, vil det bedste selvfølgelig være, at der er en voksen, der lytter til historien sammen med børnene, så i kan tale om det, der sker undervejs og børnene kan stille spørgsmål til de ting eller ord, de måske ikke kender til.

De 28 stykker musik, der bliver spillet undervejs, er alle komponeret af Mozart og den måde, hvorpå musikken og fortællingen veksler, synes jeg er meget smagfuldt gjort.
Med denne CD vil børnene lære en spændende historie om Mozart og om livet for mange hundrede år siden og samtidigt blive introduceret til en masse dejlig musik, som er både iørefaldende og passer godt til fortællingens stemning undervejs.

Jeg har selv fundet CD'en på biblioteket og, såvidt jeg ved, er den ikke til salg nogle steder.

Jeg håber i vil nyde CD'en og giv mig endelig feedback på, hvad i synes.


1 kommentar:

  1. Ej hvor lyder det spændende! Det må jeg undersøge nærmere! https://danskeskuespillere.wordpress.com/

    SvarSlet