Kære læsere
Jeg håber i har haft en dejlig sommer og nydt familie og ferie. Her i Genklange huset er der jo kommet en lille ny - en dreng - så her er nok at se til :-).
Jeg har dog alligevel nået at være en tur på biblioteket i min jagt efter gode musikbøger til børn og har lånt endnu en bog i serien Musikkens Verden. Det er det danske forlag Lamberth, der udgiver disse og det er ejeren af denne, Lena Lamberth, der har skrevet bøgerne.
De handler alle om drengen Viktor, der på den eller anden måde oplever og lærer om musik. I den bog, jeg her vil omtale, der hedder Til Klassisk Koncert skal Viktor bo en uge hos sin onkel Ludvig, der spiller cello i et orkester. Hos sin onkel bliver han introduceret til celloen og tager også med ham til koncertsalen. Her møder Viktor forskellige musikere med deres instrumenter og lærer om, hvad der sker før en koncert og hvordan en dirigent arbejder. Tilsidst får han selv lov til at overvære en koncert og det gør stort indtryk på ham.
Fortællingen følger på en spændende og fængende måde Viktor i sin
musikalske færden. Bogen er fuld af sjove illustrationer med masser af finurlige detaljer, der både handler om musik, men også detaljer, der bare gør bogen sjov at kigge i for vores børn og giver den et lethed, jeg synes tit mangler i børnebøger om klassisk musik.
Jeg vil umiddelbart mene, at målgruppen er 4 - 6 år.
Bogen kan lånes på biblioteket. Jeg har desværre ikke kunne finde den i salg.
God fornøjelse!
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet