Mit navn er Sisse og jeg har fået lov at skrive et par ord her på bloggen, om at starte i musikskole. Jeg er konservatorieuddannet musiker og indehaver af musikskolen Zag du Gaf i København, hvor jeg også underviser.
Når jeg skal byde en ny elev velkommen i musikskolen, uanset om det er en på 6, 12 eller 20 år, så er min vigtigste opgave, at være i øjenhøjde med eleven så det bliver en god oplevelse, at gå til undervisning. Der er selvfølgelig meget som er nyt og måske også lidt udfordrende til at begynde med, når man lige er startet i musikskole og skal lære noder (som godt kan virke som et lidt hemmeligt kodesprog i starten) lære instrumenterne at kende og forholde sig den musik man lærer at spille. Men hurtigst muligt skal man føle, at man kan noget på sit instrument. Så bliver det sjovt og mere motiverende at lære mere og at gå til undervisning.
Jeg startede selv til klaver som 9 årig og tilføjede senere slagtøjsundervisning, efter at have støt på lyden af en vibrafon og forelsket mig pladask! Den periode jeg havde med min første slagtøjslærer, har været en af de vigtigste perioder i min musikalske opvækst. Han viste mig en verden af instrumenter som jeg med det samme vidste, at jeg ikke kunne slippe igen. Han lærte mig om musik jeg ikke anede fandtes, om måder at bruge sin kreativitet i musikken og jeg fik følelsen af, at være rigtig god til noget. Sådan en introduktion til et instrument, burde alle der starter i musikskole have lov at opleve.
Har man lyst til at lære at spille et instrument, er det bare om at finde en dygtig underviser, som kan være en god guide på rejsen ind i musikkens verden. For nogen bliver det en livslang hobby, for andre et par sjove år og for de mest ambitiøse, en levevej.
Der er forsket meget i, hvad musik gør for mennesker og der er masser af fantastisk sanse- og hjernetræning forbundet med at spille musik. Bl.a. derfor, anbefales det også til børn/unge med ADHD, autisme, angst mv., at beskæftige sig med musik. Det er et helt andet og meget interessant emne, som jeg måske kan vende tilbage til på et andet tidspunkt.
Tak for taletid og tak for at I læste mit indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar