Tanker omkring klassisk musik til børn

Kære læsere
Jeg har længe gået og tænkt på, hvordan min egen datter, der er fire år, bliver influeret af mine ønsker om at give hende den klassiske musik med i livet. Jeg selv er vokset op i en familie fyldt med klassisk musik. Med en mor, der er violinlærer, en far, der spillede bratsch og en bedstefar, der var cellist. Min barndom er fyldt med minder omkring klassisk musik - hvordan jeg og min bror sad og legede, mens den ene eller anden kvartet spillede i stuen ved siden af, hvordan vi byggede huler under bordet i den stue, min mor havde elever i og hvordan vi hver sommer tog på musikstævne på Mors og mødte venner, der fulgte mig i hele min opvækst. Det er dejlige minder og når jeg tænker på dem fyldes jeg med en fantastisk fornemmelse af indre ro og glæde.

Jeg selv er ikke professionel musiker og jeg må sige, at efterhånden som jeg har travlt i huset, med arbejde og andre ting, bliver det heller ikke altid til det store spilleri fra min side, selvom jeg skam både spiller violin, klaver og diverse indonesiske instrumenter. Det vil sige, at min datter ikke på samme måde som jeg, vil få den klassiske musik ind uden, at jeg gør en ekstra indsats for det. Og hvorfor vil jeg så gerne det? Jo, jeg tror på, at den klassiske musik gør godt for mennesket. Jeg har selv oplevet det igennem mit liv, min uddannelse og min videre karriere. Den klassiske musik har givet mig et rum, hvor der er plads til fordybelse, hvor tanker kan blive tænkt og følelser følt. Det er også i dag bevist at den klassiske musik øger indlæringsevnen indenfor ikke kunstneriske fag og styrker koncentrationen. Det vil jeg selvfølgelig gerne give videre til min datter. Andre musikgenrer kan give noget af det samme - jeg mener, at hver genre har sine kvaliteter i forhold til os som individer og de steder, vi får lov til "bare at være". Jeg fokuserer på den klassiske musik, da jeg tænker hun nok skal blive eksponeret for de andre genrer helt naturligt - i det globale samfund vi lever i, med alle de muligheder for inputs, der er. Den klassiske musik, derimod, kan godt virke lidt hemmelig, som om den er for de særligt indbudte, hvis ikke, man får hjælp til lige at komme i gang.

Jeg kan da også se på min datter, at andre musikgenrer tit falder hende mere naturligt, da hun fx ofte hører børnepop i børnehaven og i fjernsynet. Jeg prøver at eksponere hende for den klassiske musik, instrumenter, sang osv på en måde, der ikke bliver tvungen eller unaturlig, da ingen derved får noget positivt ud af det. Og det gør jeg blandt andet ved at tage hende med til de klassiske koncerter, min foreningen GENKLANGE arrangerer for børn hver måned samt viser hende de ting, som jeg blandt andet skriver om her på bloggen. Jeg gør det ikke, så det fylder mere end andet hun laver, prøver at føle mig frem om hun gider i øjeblikket og sørger ellers for, at der er en hyggelig stemning omkring det at have med klassisk musik at gøre.

Virker det så? Ja, det synes jeg faktisk det gør. Min datter er ikke nødvendigvis mere interesseret i klassisk musik end så mange andre ting, men heller ikke mindre og musikken og instrumenterne er en naturlig del af hendes hverdag og af hendes begrebsverden - faktisk så naturlig, at jeg ikke altid lægger mærke til den - hvor den smelter sammen med alle de andre ting og inspirationskilder, som hun bruger i sin hverdag. Pludseligt spiller barbie klaver, bamse skal til violinundervisning, hun skal selv danse ballet, klavertangenter bliver tegnet og farvelagt og en app med klassisk musik bliver valgt. Jeg er begyndt at tro på, at den klassisk musik vokser hos hende helt af sig selv, sålænge jeg som mor eksponerer hende for det på en måde, der er omgivet med rare følelser og oplevelser, som vi deler.

Det er ikke altid jeg husker på mine egne idealer her, men når jeg gør, så kan jeg med det samme se, at det virkeligt gør en forskel, at jeg er der, til at hjælpe min datter ind i den klassiske musikverden. Med alle de positive oplevelser og erfaringer, som jeg mener, musikken giver hende ud i fremtiden.