mandag den 24. marts 2014

Farvelægning efter noder

Jeg har fundet en sjov farvelægningsleg med noder, som jeg gerne vil dele med jer. Her kan børnene udfylde de små felter med farver afhængig af, hvilken slags node, der er i feltet. Legen ligner de mange andre lege, der findes, hvor de farvede felter tilsidst giver et billede, som man ikke kan gennemskue fra starten. På det billede, jeg giver her på bloggen er der to forskellige farver, som børnene skal farvelægge med og dermed to forskellige slags noder, de skal lægge mærke til. Kort fortalt (og teknisk:-)) er der felter med en node og felter med to noder - den enkelte node er 1/4 node og de to noder, der er bundet sammen med en streg øverst er 1/8 noder. Der går to 1/8 noder på en 1/4 node, dvs at de går dobbelt så hurtigt. Når i viser børnene tegningen kan i forklare dette, måske synge det, men det vigtigste er, at børnene får en fornemmelse af, at der er noget som hedder noder, som man spiller efter. Ligesom der er bogstaver som vi læser efter. Og ligesom bogstaver kan være forskellige, kan noder også.

Jeg vil foreslå at børnene tegner de enkelte noder orange og de dobbelte noder lyseblå. Den endelige tegning er rigtig sød. Det er en hjælp at vide, at det grønne er græs :-).

God fornøjelse med farvelægningen.

2 kommentarer:

  1. Det ser spændende ud. En musikalsk udvikling af priktegningen. Rent sprogligt: 1/4 er i sig selv en fjerdedel og 1/8 er i sig selv en ottendedel. Når du bruger udtrykket at noder "hedder" noget, så er det måske bedre at gå sprogligt til værks end numerisk. Altså en fjerdedelsnode og en ottendedelsnode. Alternativet må være at droppe ordet node efter brøken. Ellers en meget spændende blog, du er ved at udvikle. Det skal blive spændende at se, hvad du mere finder på til os og børnene.

    SvarSlet
  2. Kære Martin, tak for din kommentar :-). Jeg kan godt se hvad du mener i forhold til "delene" og får kigget på det snarest. Og tak fordi du vil følge med i alt det, der kommer her på bloggen. Vh Gabriella

    SvarSlet