fredag den 21. december 2018

Mennesket bag - Bagom menneskerne som har skabt musikpædagogikken!

Jeg vil gerne fremhæve denne podcast-række ved navn Mennesket Bag. Podcasten handler om musikpædagogikken og om hvordan den egentlig virker. Det er et super spændende og nemt tilgængeligt blik ind i styrerummet hos nogle af de bedste musikpædagoger, for at se hvordan musikpædagogikken egentlig tryller læring og lyd sammen og formår at sprænge grænserne for indlæring hos børn og voksne. Men det er ikke magi og tryllestøv, men snarere stenhård forskning i menneskets evne til at lære og føle i mere abstrakte baner end blot bogstaver, tal og logik.


Mennesket Bag snakker med nogle af de mest fremtrædende musikpædagogikfolk om deres baggrund, erfaringer og holdninger til musikpædagogik. Podcasten er super spændende fordi den samler mange af de mest vidende og passionerede musikpædagoger og giver dem tid til, at dele deres indsigter i musikken som pædagogisk værktøj til enhver indlæring. Interviewene er både opløftende, inspirerende og interessante, og Anna Brønholt kommer vidt omkring de forskellige personers virke med børn og musik. Man bliver glad og nysgerrig af at høre på alle disse inspirerede folk, og tænker, i løbet af interviewene, på hvor kæmpe en hjælp musikken kunne være for enhver som står med følelserne i klemme i børnehaven eller mangler en bedre måde at huske den lille tabel i 2 klasse. Hjernen og musikken taler bedre sammen end naturvidenskaben forstår og nogle gange fristes man til at sige at musikken snyder hjernen klogere inden den selv ved af det.

Som I kan høre vil jeg med stor glæde i stemmen anbefale jer at høre podcasten, når I har brug for en god godnathistorie fra det virkelige liv.

Anna Julie Brønholt Hanash, som jeg selv har glæde af at arbejde sammen med til daglig, har sideløbende med sit arbejde i Genklange skabt denne række spændende interviews. Hun snakker bl.a. med fremtrædende musikpædagogikfolk, som Inge Marstal, der er kendt for at havde skabt noget af det mest brugte pædagogiske materiale til undervisning af konservatoriernes elever eller Lotte Kærså som både kendes fra TV, børnemusik og selvfølgelig på hendes bøger og artikler om børn, musik og undervisning.

Podcasten er tilgængelig gratis på Apple Podcast eller via Soundcloud. Jeg har tilføjet links til begge nederst i denne post.